Vi har skabt et samfund, hvor egoisme skal træde i baggrunden og hvor vi alle skal løfte i flok – ansvarligt og engageret.
Nu har vi brug for vores indre egoistiske redskaber. Skamfuldt eller ej!
Corona-krisens kraftige lænker har vist os en retning ud ad mørket. Vi er i gang med at lege os ud af krisen. Der tegner sig en divergent synergi imellem os, og den kan vi lære noget af. Når vi bliver skarpsynet på legens betydning, så begynder vi at mærke vores indre lille barn og derfra kan vi finde vej væk fra ensomheden.
Jeg har derfor lyst til at folde nogle af de problemstillinger ud, som jeg sidder med i mit daglige virke som terapeut. Hver dag taler jeg med børn, unge og voksne, derfor ser jeg ensomhedens mange ansigter. Det er følelser, som de ikke er fortrolige med. Mange er nervøse for de fremmede følelser i kroppen og det medfører større bekymringer og en anderledes tankegang om den psykiske tilstand.
Ensomhed er et af de store samtaleemner i Corona-tiden og det skærer i vores hjerter, når vi nævner ordet ensomhed. Vi er endnu ikke klar over, hvor meget det gnaver ind i træværket på vores personlighed og vi er også uvisse omkring udfordringer og tvetydighed, som bliver skabt nu -og efterfølgende.
Ensomhed kan føre mange problematikker med sig og der er ingen tvivl om, at nedlukningen har fået øjnene op for yderligere bekymringer for ensomhedens mange ansigter. Ensomheden gemmer også på kedsomhed og afsavn. Derfor mærkes det også som en voldsom stor smerte. En følelse som kommer snigende og aldrig med den samme entré.
Hvordan gør vi vores liv levende i en tid med afstand til alt og alle?
Når stilheden larmer, så skal vi kigge ind i os selv og ikke hen på de andre. Egoismen bliver et led i vores overlevelsesstrategi og det er helt naturligt. Vi kan sagtens sammenflette egoismen med samfundssind og loyalitet.
Alene tænker vi mange tanker og nogle finder selv vej ud ad mørket og andre bliver siddende og venter på hjælp. Nogle kan trække vejret alene mens andre har brug for et bankende hjerte ved sin side.
Vi kan kun mærke vores egne følelser og hvis ensomheden kommer op på siden af os, er det ikke et spørgsmål om kapløb. Det er et tegn på en kontrolleret omstillingsproces, som kræver din fulde opmærksomhed. Et tegn som du ikke må lade passere. Det kræver tid og tålmodighed. Det kræver din fulde tilstedeværelse.
Når vi stiller skarpt på betydningsfulde øjeblikke i vores liv, så kan vi flygte fra vores virkelige verden. Vi kan flygte langt væk i vores tanker og folde vores forestillingsevne ud. Derfor spiller kontekst, tidslinje og alder også en afgørende rolle for, hvordan vi gør vores tankevirksomhed mere levende. Har vi indbygget minderige øjeblikke i vores personlighed, som vi kan gribe fat i og hvilke billeder eller oplevelser, ligger der gemt på vores nethinde?
Vi begynder at rydde op i skabe og skuffer og ofte iført joggingtøj og uldsokker. Vi læner os tilbage og kigger på gamle fotografier med minder og historier. Vi fremhæver brudstykker af vores livshistorie og måske kombinerer vi oplevelsen med et stykke musik fra en LP eller en CD fra gemmerne. Vi mærker livet og det får os til at tænke dybe og samhørige tanker.
Vi rydder op og retter vores personlighed til. Vi genindspiller vores forståelse af opvækst, handling, karriere og kærlighedsliv. Vi mærker vores krop tungere i møblerne, når vi skriver en ny og motiverende to do liste. Stemningen ændrer sig og vores erfarende vinger folder sig yderligere ud. Vi tjekker vores telefon. Nutidens legetøj som er med til at vise os uendelige fristelser og som skaber motiverende gøremål og nye tanker omkring virksomhedsplaner, børneopdragelse, sunde kostvaner, livskriser og alt indenfor mode.
Vinterbadning, vandreture og virtuel vinsmagning
Når ensomheden for alvor træder i karakter, så er det fordi, vi ikke får nogle indtryk og derved kan vi ikke opretholde vores udtryk. De introverte eller ekstroverte masker falder af og vi lander endnu engang i den afslappende verden med joggingtøj og uldsokker.
Vi reagerer kraftigt på den urimelige følelse og det nager os. Vi ønsker den gren savet af. Vores positive mindset spiller os et pus og det vandrer fra den ene yderlighed til den anden. Den ene dag vil vi være den bedste udgave af os selv og den anden dag er det ligegyldigt. Vi finder det bedste og det værste frem i os selv.
De sociale medier hjælper os lidt på vej. Vi bliver fristet igen og motivationen stiger yderligere. Vi scroller os igennem dagen og får øje på de andres lege. De lege, hvor de løber, bader, spiller spil og nyder naturen.
Vinterbadning holder de andre varme og det spreder sig til os alle. Først det kolde gys og dernæst det frostklare billede på de sociale medier – med eller uden filter.
De likes der kommer dagen igennem – time efter time. Dem får vi varmen fra. Telefonen bliver tjekket og antal likes bliver talt efter. Virtuel vinsmagning bliver kopieret og de velsmagende dråber bliver nydt foran skærmen. Vi imponeres af de andres lege i naturen og vi ser også deres Garmin ure, hvor hele spisesedlen af sundhedsinformationer blinker i alverdens farver. Lige ved siden af skridttælleren.
Sammen er vi små legende børn på den farverige legeplads. Vi vil alle sammen have den gule skovl og den blå spand. De øvrige legeredskaber i sandkassen er ubrugelige. Dem gider ingen lege med. Vi bliver uvenner, knytter stærkere bånd og mærker en samhørighed, som vi aldrig har kendt til. Hvis lille Emil starter med at løbe, så løber vi andre efter ham. Konkurrencegenet bliver trænet og det hjælper på accelerationen, når mod og vilje løber forrest. Dem der sidder på kanten af sandkassen og kigger på – De er også med. De ser og fornemmer det i deres tempo.
Den synergi imellem os kan vi ikke leve uden. Vi leger os ud af krisen og det er nødvendigt. Det ligger i vores natur. Vi er flokdyr og heldigvis kan de sociale medier hjælpe os. Det er vores fælles tredje. Minderne bliver foreviget og det giver fornyet energi og varme i mørket.