#Metoo er gået for vidt, og det har en del efterslæb med sig i kølevandet – også problematikker som vi endnu ikke er klar over. I fremtiden vil der være øget fokus på opdeling af mænd og kvinder, og det giver ikke grobund for et nuanceret og kreativt tænkende erhvervsliv.
At smide mænd ud ad erhvervsporten og op på forsiden af de sociale medier, det ser ikke pænt ud. Det ligger sig ikke pænt hen over Danmark. Det forplumrer vores røde og hvide farver, og det skaber forvirring i alle retninger.
INGEN skal krænkes, og det må ALDRIG finde sted! Hverken privat eller erhvervsmæssigt. Og hvis det finder sted, skal der øjeblikkeligt handles på det. Det kan vi på ingen måde være uenige om …
Pludselig udstilles politikere, journalister og tv-værter i alle landets medier. Alle har en mening om det og det medfører blindt raseri. Hvordan kan det gå så vidt, og hvordan kan vi tillade at opføre os på den måde? Det er ikke det Danmark, jeg kender. Det har taget en tragisk drejning, og jeg bliver i tvivl om, hvem der er krænkeren. Forældelsesfrist, retssikkerhed og #Metoo går ikke ansvarsbevidst rundt på gaden. Nogen må stoppe det postyr.
Jeg er, mildest talt, rystet over den måde, vi tackler vores uoverensstemmelser på. Det er umenneskeligt, og det burde ikke finde sted. Hvordan kan det gå så vidt, når der opstår meningsforskel mellem mennesker? Er det ikke muligt at finde en anden arbejdsmetode, når vi behandler sager med modsætningsforhold? Jeg stiller mig tvivlende overfor, om vi har fat i den korrekte arbejdsproces. Ethvert sammenstød mellem mennesker skal altid behandles hensigtsmæssigt og ud fra de faktorer og de omstændigheder, som hændelsen besidder. Vi bliver nødt til at kigge på vores kommunikationsform, når der sker sammenstød.
Jeg tror desværre, at vi kommer til at kigge ind i en usikker fremtid, når mænd og kvinder fremadrettet skal knytte bånd til erhvervslivet. Vi har brug for mangfoldighed og ligeværd. Vi har brug for vores forskelligheder og vores kringlede holdninger. Vi har brug for de hårde og de bløde værdier – men vi skal opføre os ordentlig og vi skal være bevidste om de personlige grænser, vi hver især har.
Vi får svært ved at finde takten på arbejdspladserne i hverdagen og alle vil føle sig usikre og kigge sig over skulderen. Det ender jo med, at vi fortsat skal holde to meters afstand til hinanden, også når forsamlingsforbuddet ophæves. Jeg er nervøs for fremtiden og hvad det kan føre med sig. Hvordan skal mænd og kvinder samarbejde – uden frygt?
Tillid lister sig stille ud ad bagdøren og Frygt står med bævrende stemme og forsøger at finde fodfæste. Kan vi som mennesker og erhvervsliv bære det?
Og så vil jeg, i øvrigt, ikke være med til at opdrage vores kære børn og unge i den retning. Jeg vil ikke vise dem usikkerheden ned ad den sti. Det er ikke acceptabelt!