I mit arbejde med mennesker, bliver jeg hver dag klogere på mig selv. Jeg møder mange forskellige personligheder – mange komplekse problemstillinger. De erfaringer jeg tager med mig, de er vigtige. De er med til at binde min personlighed sammen. De er med til at hjælpe mig og sørge for, at jeg hver dag er den bedste udgave af mig selv.
Uanset hvem der kommer ind ad min dør, så vækker de menneskers personlighed noget i mig. Jeg respekterer, alle de mennesker jeg møder og jeg fremhæver altid det positive ved deres sind. Jeg har lært mig selv at kigge væk fra begrænsningerne og i stedet bevæge mig frem med mine positive og solide værdier. Lytte og observere med min selvbærende livsopfattelse.
Mit arbejder vækker en del bekymringer. Det tvivlsspørgsmål der har det største ekko, er hvordan jeg bearbejder andres problematikker og hvor jeg flytter den ejendommelig viden hen?
Som behandler har jeg mange professionelle metoder og redskaber – men det jeg bruger allermest tid på, er at komme hjem til mig selv.
Ikke fysisk hjem – men ind i mig selv. Ind til det meningsfulde i mig. Det som giver glæde og energi. Der hvor jeg mærker, hvorfor jeg har lyst til at hjælpe andre. Lyst til at befri andre mennesker fra deres smerter, frustrationer eller manglende forståelse af sig selv og omverdenen. Der hvor jeg kan bekræfte mig selv. Der hvor jeg kan sætte min verden i rette perspektiv. Jeg sikrer mig altid, at min livsgnist er tændt og jeg holder fast i troen på, at jeg gør det godt nok, når jeg behandler et andet menneske.
Der er ingen – ud over mig selv – der har valgt min arbejdsmæssige rolle og derfor har jeg kun mig selv at komme hjem til. Jeg har kun mig selv at takke, hvis noget mislykkedes i en samtale eller på anden vis ikke skaber positiv genklang hos den enkelte person. Alene af den grund udspringer vigtigheden af at passe ekstra godt på mit meningsfulde `hjem´
Mange påskønner mig, fordi jeg er med til at skabe forandringer hos mange mennesker. Jeg bliver ofte kaldt modig …
I virkeligheden er det ikke mig, der er modig. Sandheden er, at det er alle de mennesker, der tør at åbne min hoveddør og komme helt hen til mig og bede om hjælp.
De er modige – De er meget modige!
At finde det fornødne mod til at række en hånd ud ad mørket og erkende at problemerne for alvor har taget fat. At kunne fortælle åbenhjertig omkring de inderste hemmeligheder. At folde den personlighed ud der er kraftløs, energiforladt, nøgen og ærlig. Det er stærkt!
De mennesker har jeg stor respekt for. Det er dem, der er modige – og ikke mig!
Når jeg møder mennesker, som har brug for forandring på livets vej, så er min fornemmeste opgave at hjælpe dem til at komme hjem til sig selv. Hjælpe dem til at mærke roen og glæden. Hjælpe dem til at tænde deres egen livsgnist. Hjælpe dem til at lære sig selv at kende igen. Jeg flytter ikke hele verden for dem. Jeg hjælper dem med at kigge indad og selv finde svaret. Lade dem mærke, at de får ejerskab.
Jeg hjælper dem hjem – helt hjem – så de igen kan mærke sig selv. Jeg styrker deres selvbillede og selvværd og jeg sikrer mig, at de genfinder det meningsfulde i deres liv, parforhold, arbejde eller fremtiden. Uanset hvilke problematikker jeg møder, så leder jeg altid efter de små pauser.
Et problem holder også pause og det er i pauserne, at de store forandringer udspringer og bliver synlige. Det er dér, den indre ro kan mærkes. Dér vi mærker lindringen. Når problemerne opløses, så bliver verden let og overskuelig. Vores værdigrundlag bliver tydeligere og vejrtrækningen føles rolig og kontrollerbar. Skyggeklapperne forsvinder og der bliver plads til at invitere andre indenfor.
Færdigbehandlet er en fantastisk følelse i mig – Når forandringerne bliver så store, at mine medmennesker kan flyve med deres egne vinger, også selvom det blæser, så skaber det glæde i mig. Jeg mærker deres styrke og selvtillid. Det breder sig. Det fylder det hele.
Det er ikke mit mod
Det er ikke min ærlighed
Det er ikke min virkelighed …
Det er deres hjem!