En tragisk med sand udvikling blandt unge.
En udvikling som bekymrer mange og som skaber utryghed i de fleste teenagehjem. Før i tiden var hønseringe et kæmpe hit mellem de unge. Det foregik alle steder og det gav samskabelse og sund konkurrence. Konkurrence har altid skabt motivation og udvikling. Det finder sted alle vegne og hos alle mennesker. Det er en vigtig faktor, hvis motivationen skal opretholdes. Når vi konkurrerer mod hinanden eller sammen som et hold, så sker der en udvikling og en forståelse af os selv og andre. Fysiske og psykiske konkurrencer er meningsfulde og giver lyst til yderligere læring. Der skabes en motivation.
I dag mødes de unge omkring stoffernes verden og virkning. Fælles for hønseringe og euforiserende stoffer er begrebet konkurrence. Desværre skabes der også en stor motivation hos de unge, når stofferne finder sted.
Men
Hvad sker der, når konkurrencen tager overhånd? Når et øjebliksbillede bliver livstruende og som ingen kender de alvorlige konsekvenser af.
Hvad sker der, når de unge ikke kun leger med hønseringe, men kaster sig selv og andres liv ud i stoffernes farlige verden?
Grænserne flytter sig. Jagten på det meningsfulde forsvinder og deres verden bliver mindre. At vinde flere hønseringe er skiftet ud med størst indtagelse af euforiserende stoffer. Det kan ikke blive vildt nok. Konkurrencen ændrer sig og de fleste unge må følge trop. Ingen af de unge har hverken forstået eller klar over, hvad konkurrencen går ud på. Alle famler i blinde og ingen kender konsekvenserne!
De eksperimenterer ikke med farver og former på hønseringene. De eksperimenterer med virkningen af de forskellige stoffer.
Det meningsfulde forsvinder – de unge forsvinder og deres synergi ændrer sig.
Men
Hvem har ansvaret? Hvem hjælper og vejleder? Hvem kigger de unge i øjnene?
Skal vi tilbage til den simple og sunde leg med hønseringene eller hvordan skal vi hjælpe de unge, så de igen kan mærke en fællesskabsånd – en sund samhørighed? Deres grundforståelse skal fodres, så de ikke mister sig selv. Det er vigtigt, at det ikke er stofferne, der er det fælles tredje de sene nattetimer.
Mon ikke at vi alle har ansvaret? At løfte i flok giver ofte de bedste og vedvarende løsninger – men hvordan?!