Hvad er understress?

Han sad de obligatoriske 2 meter fra mig. Hans blik var mat og hans energiniveau lå på bunden af havet. Han var tom for ord og handlinger. De korte sætninger han forsøgte at sammensætte, var svære at tolke. Kaffen i hans kop var blevet kold. Den dampede ikke længere og nødderne i glasskålen rørte han ikke. Han var træt og de sorte render under hans øjne gav mig et tydeligt billede af søvnløse nætter.

Jeg forsøgte at trække nogle paralleller til hans korte sætninger, men det gav ingen mening for ham. Det virkede mest som om, at han ikke kunne forstå, hvad jeg sagde. Jeg ledte efter de narrative aspekter i hans sætninger, måske kunne jeg finde en sprække at arbejde ud fra – men intet hjalp!

Min evne til at hjælpe og behandle andre mennesker var forsvundet. Jeg kunne mærke en afmagt. Er det min skyld? Er jeg ikke god nok som terapeut?

Det var jeg ikke dér – Det ved jeg!

Coronakrisen var lige startet og den lå som en tåge over hele Danmark. Krisen var fyldt med begrænsninger og kursen på erhvervslivet fik hurtig en ny og anderledes retning. Ingen vidste besked og alle forsøgte på bedste vis at få familielivet, erhvervslivet og den velkendte dagligdag til at hænge sammen. Det var en umulig opgave at navigere i.

Jeg kiggede igen på den kolde kop kaffe på bordet. Jeg fornemmede, at han ville sige noget mere. Det var ligesom om, at han bryggede en længere sætning sammen i hans hoved. Jeg holdt min kunstpause og gav min lid til, at det blev en sætning, jeg kunne gribe med begge hænder og folde yderligere ud.

”Coronakrisen har taget mit livsværk. Jeg kan ikke længere gå på arbejde” fremstammede han

Det var mit startskud og min fulde forståelse for hans tilstand.

Tiden var næsten gået – men jeg var ligeglad. Jeg sender ALDRIG klienter halvt ud ad døren. Nu har jeg åbningen til hans sårbarhed og hans store problemstilling og den har jeg i sinde at følge til dørs, så han kan få en forklaring på, hvad der sker i hans krop.

Jeg hælder en ny varm kop kaffe op og serverer den for ham. Den anden stiller jeg væk. Nødderne skubber jeg hen til ham og han tager heldigvis en håndfuld op og spiser dem. Den varme kaffe bliver også drukket stille og roligt.

Jeg kan mærke, at hans sind indtager rummet. Når mine klienter lander i deres egen frustration, så kan det altid mærkes, hvis de drikker eller spiser. Nogle har måske ikke spist i flere dage og det betyder noget for mig, at jeg kan fornemme afslapningen i deres krop og sind. Det giver en rolighed hos os begge.

Jeg ånder lettet op og fortæller ham, hvad han er blevet ramt af –

Understress

Selvom han kigger besynderligt på mig, så kan jeg se et lille lys i hans øjne. Han kniber øjnene sammen og læner sig tilbage i sofaen. Kigger skråt op i loftet og spiser lidt flere nødder …

”Hvad er understress?”

Understress er en tilstand, som sindet vandrer hen til, når man ikke længere føler sig tilstrækkelig. Understress er ofte arbejdsrelateret og udvikler sig efter nedgang og – eller fyring fra en arbejdsplads. Den passion vi har alle har omkring vores arbejde, det er den, der giver os energi og lyst til at videre udvikle os. Når den flamme slukkes, så mister vi vores værdighed. Vi mister vores funktion og vores ejerskab. Den iboende arbejdsomhed krakelerer i vores indre. Vores faglige kompetencer bliver ikke brugt og det giver en genklang af utilstrækkelighed. En følelse af, at blive slået hjem i Ludo, hvor muligheden for at slå en 6´er er lig nul! Det mærkes som en depression, hvor alt det meningsfulde forsvinder og hvor verden udenfor drejer den forkerte vej. En tilstand af ligegyldighed krydret med 1 klokketime der mærkes som 7 kvarter. Intet at se frem til og hvor alt bliver udskudt og henkastet. Det er jo ligegyldigt om vasketøjet eller græsslåningen bliver ordnet i dag eller i morgen. Vi når til en stilstand, som ikke kan defineres, men som kan mærkes.

Der var engang, hvor en virksomhed lagde planer, struktur og visioner for fremtiden – men det blev blæst væk af Coronakrisens store pust. Hele erhvervslivet blev lagt ned. Krisen formåede at lægge samtlige idéer og vækstmuligheder ned med stormen og det skaber en utryg følelse i vores faglige kerneopgaver i enhver virksomhed og i enhver passion.

Vi kan ikke komme af med vores faglighed. Vi kan ikke skabe vækst. Vi kan ikke højne vores medarbejdere. Vi kan ikke tjene vores egne penge. Vi kan ikke …

Vi er ikke noget værd!

Tag dit arbejdstøj af og vent!

Corona har taget styringen og vi må følge med!

Det er understress og det gør ondt …

”Såååå, hvad gør jeg, Anja?” spurgte han

Det gav et sæt i mig. Stillede han virkelig det spørgsmål til mig? Jeg har ofte et par nøgleord og en mulig løsning. Men her … Jeg burde da også have syretestet Coronakrisens mentale påvirkning – altså fra A til Z.

Havde det været normal tilstand og uden Coronakrisens store fatning i Danmark, så havde mit svar været, at der skulle fyldes oplevelser på hans tilstand. Det kunne være biograftur, Tivolitur og det bedste ville være at være social med en masse gode venner eller nær familie.

Nu var det mig, der kiggede skråt op i loftet mens nødderne blev inhaleret. Øhhh, hvad du konkret skal gøre. Jeg må da kunne drage nogle paralleller her?

Og det kunne jeg

Det allervigtigste er at holde fast i din dagligdagsstruktur og bevare roen omkring dig selv og dine gøremål i løbet af dagen. Dine sengetider er vigtige at overholde. Du skal gå i seng, som du normalt plejer og står op som vanligt – hver morgen. Du må ikke starte på de store områder i form af om – eller tilbygning. Hold fast i de små glædelige oplevelser, som dagligt beriger dig.

Hvis du mærker manglende lyst til sex, så er det helt normalt. Belønningssystemet i vores hjerne bliver ikke stimuleret nok og derfor udvikles der ikke de store mængder dopamin i hjernen. Det kan give manglende lyst til sex, en god middag eller andet lækkert, som din krop eller dit sind før har haft lyst til.

Alkohol kan også overmande dig. Måske får du lyst til en ekstra øl eller et ekstra glas vin – mere end du `plejer. ` Det er også normalt, men ta´ dig i agt. Alkoholen skal ikke overtage din daglige struktur – og husk hvordan vi viser vores børn og ikke mindst Fruen i huset, hvordan vi kommer sundt og vellykket igennem en krisesituation. Det er ikke ved hjælp af mere alkohol og manglende struktur.

Sæt nogle overskuelige mål for ugens løb og vær´ opmærksom på, at du overholder dem. Lyt endnu mere til din krop og lad oprydningen komme i første række. Lyt til din yndlingsmusik. Gå nogle lange ture. Tænkt på de positive minder og tanker.

Understress behandles ved hjælp af positivitet og glæde i dit indre og her skal du arbejde indefra og ud. Det er ikke en nem opgave i Coronatiden – men det er en nødvendighed.

Mit blik var faldet på plads i rummet og jeg kunne se at kaffen var blevet drukket og skålen med nødderne var tom. Det gjorde mig glad. Det betød, at det gav det mening at bruge mere tid. Jeg kunne se forståelsen i hans øjne og det betød ALT for mig!

NB! Det er ifølge aftale med den enkelte klient, at vi bringer historien her.